Vi bestræber os på at skabe det hele menneske gennem 10 års skolegang med fokus på nærvær, engagement, fællesskab og glæde. At skabe det fri menneske med en nysgerrighed, et mod og en lyst til at lære videre.
Vores elever skal forlade skolen med en stærk tro på egen kunnen. Deres tro på sig selv og sine værdier skal forankres gennem nysgerrighed og indlevelse i det enkelte menneske.
Vi ønsker at skabe mennesker, der undervejs udvikler deres sociale og faglige kompetencer, som de senere hen kan tage med sig ude i den store verden.
Gennem demokrati, samt en forståelse og viden om medbestemmelse ønsker vi at være med til at udvikle det enkelte barns nysgerrighed og derigennem aktivt kunne deltage i samfundets virke.
Rudersdal Lilleskole er en fri grundskole og en lilleskole baseret på et demokratisk og humanistisk livssyn.
Vores skole bygger på fem grundlæggende værdier:
• Nærhed
• Fællesskab
• Forskellighed
• Medbestemmelse
• Videbegærlighed
Vores værdigrundlag er det fundament, der tjener os som en ledestjerne i vores skoledag, og når vi drømmer om, hvordan vi fortsat skal udvikle os som skole i fremtiden.
Vi er en lilleskole og vi er en lille lilleskole.
Her på Rudersdal Lilleskole kender vi alle hinanden. Vores skole tilbyder et trygt miljø, hvor alle elever kender hinanden, og hvor der både findes undervisning, leg og fællesskaber på tværs af årgange.
Store og små mødes i hverdagen og kan lide at være sammen.
Eksempelvis læser de store højt for de små, og putter dem, på skolens årlige lejrtur fra 0. til 9. klasse.
Alle lærere underviser på flere klassetrin, og vi vægter en stærk relation mellem lærere og elever. Relationen og nærheden er et stærkt fundament for, hvordan vi udfolder skolens øvrige værdier i hverdagen.
Et godt fællesskab og gode kammerater er afgørende for glæden ved at gå i skole.
Vi mener, at alle har noget vigtigt at bidrage med til fællesskabet.
Dannelsen i/af fællesskabet er en måde, hvorpå vores elever kan opleve sig selv som en del af både vores skolefælleskab og det
større samfund, som de er og bliver en del af.
Vi ønsker, at alle elever tager medansvar for fællesskabet, og udvikler stærke menneskelige og sociale kompetencer.
Vi forventer også, at forældre støtter op om skolen og fællesskabet ved at tage aktivt og engageret del i skolens projekter.
Når børn får lov til at være sig selv, kan de lære hvad som helst.
Derfor skaber vi plads til forskellighed på Rudersdal Lilleskole.
Vi respekterer hinanden for dem, vi er, og vi bruger vores forskellige interesser og styrker aktivt.
Det betyder også, at det er helt naturligt for os at møde det enkelte barn, hvor og som det er, og at vi søger at tilrettelægge undervisningen under hensyntagen til elevernes forskellige faglige udgangspunkter og læringsstile.
Den bedste måde at lære demokratiske værdier på er ved at praktisere dem sammen i fællesskabet.
Vi tror på, at medbestemmelse og demokrati udvikler selvstændige børn, og derfor inviterer vi eleverne til at deltage
aktivt i alle facetter af deres skoleliv.
Eleverne er medskabende i deres egen læring i undervisningen, og de er med til at planlægge aktiviteter i Snuden, vores SFO.
Vi tager elevdemokratiet alvorligt og støtter elevernes deltagelse i skolens elevråd og søger at styrke deres stemmer.
Videbegærlighed betyder ikke, at alle vores elever har særlige forudsætninger; men det betyder, at de fleste af dem har særlige
interesser og det hylder vi.
I stedet for at det er en udfordring, er det en selvfølge, at vores elever udvikler sig i forskellige hastigheder og motiveres af
forskellige undervisningsmetoder. Derfor er differentiering et drivende pædagogisk princip i undervisningen.
Med kreative læringsformer ønsker vi at nære vores elevers nysgerrige tilgang til læring, og vi understøtter deres mod til at være passionerede og gode til noget.
Vejlesøvej 40B
2840 Holte
Tlf. 45 42 58 87
kontor@rudersdal-lilleskole.dk
Oplev hverdagen på skolen
Skolestart eller skoleskift
Til forældre og elever