Trivsel & antimobning

På Rudersdal Lilleskole ser vi det som en af skolens vigtigste opgaver at tilbyde et skolemiljø, hvor alle elever kan føle sig trygge og have lyst til at lære. Vi dyrker en fællesskabskultur, der bygger på anerkendelse, åbenhed og respekt for den enkelte og fællesskabet.
Alle skal anerkendes for den de er, og ingen må udelukkes eller blive nedgjort, uden at vi griber ind. Vi vil ikke have mobning på vores skole.

Grundlaget for at lykkes med dette er,

  1. at vi som skole tager ansvar for sikre en god klassekultur med tydelig klasseledelse og gode relationer mellem børnene og de voksne.
  2. at vi i vores måde at møde det enkelte barn på signalerer åbenhed og tillid, så det enkelte barn, hvis det er ked af noget, føler sig tryg ved at henvende sig til den voksne.
  3. at vi altid handler på mobning, når vi har mistanke om, at det sker.
  4. at vi tager udgangspunkt i børnenes oplevelse og lytter til de implicerede parter.
  5. at vi arbejder forebyggende ved gennem hele skoleforløbet at tilrettelægge aktiviteter, der udvikler børnenes forståelse for fællesskab, empati og sociale kompetencer.

Definition

På Rudersdal Lilleskole arbejder vi ud fra Dan Olweus’ definition af mobning: “En person er mobbet, når han eller hun gentagne gange og over en vis tid bliver udsat for nedgørende handlinger eller sprogbrug fra én eller flere personer eller bliver udelukket af fællesskabet”

Mulige tegn på mobning

  • Barnet ændrer markant adfærd
  • Barnet bliver stille og indadvendt
  • Barnet virker angst/skræmt
  • Barnet bliver aggressivt
  • Barnet bliver ukoncentreret
  • Barnet holder sig meget for sig selv
  • Barnet klæber til de voksne eller bliver “usynlig”
  • Barnet forsømmer skolen
  • Barnet har et lille selvværd

Vi forebygger mobning ved at:

  • have traditioner, hvor det gode fællesskab er i centrum
  • have enkle regler for, hvordan man omgås hinanden
  • skabe forståelse for, at mennesker er forskellige
  • at opbygge det enkelte barns tro på sig selv og sit værd ved at fokusere på barnets stærke sider og tilrettelægge       undervisningen, så alle børn oplever at blive fremhævet, for den man er, og det gode man bidrager med til klassen/skolen.
  • tilbyde eleverne gode lege- og aktivitetsmuligheder i pauserne
  • sørge for tydelige og tillidsvækkende voksne, som man kan henvende sig til, hvis man har brug for hjælp

Regler for samvær på Rudersdal Lilleskole:

  • Lege, spil og samvær skal være inkluderende
  • Ingen må nedgøre andre via ord, handlinger og attituder
  • Alle bakker op med klapsalver og andre positive tilkendegivelser, når skolekammerater optræder eller fremlægger
  • Vi griner med hinanden, men ikke af hinanden
  • Alle har ret til at give udtryk for tanker og holdninger

Vi griber ind i tilfælde af mobning

Alle voksne på skolen griber ind ved kendskab til drillerier/mobning og sikrer, at der skabes dialog med de involverede elever og deres forældre. Skolen udarbejder en handleplan med løbende opfølgning og evaluering.

Alle på skolen griber ind, når drillerier/mobning finder sted og

  • opfordrer ham eller hende til at standse mobningen
  • fortæller om mobningen til en voksen
  • Yder ’førstehjælp’ ved at drage omsorg for offeret og for at forhindre en episode i at udvikle sig