Hvad er TURdage

Turdage går kort sagt ud på, at vi flytter undervisningen væk fra det almindelige klasseværelse een gang ugentligt.

Det begyndte med den tanke, at Rudersdal Lilleskole skulle udnytte sin fantastiske beliggenhed. Vi er indenfor gåafstand til Geels Skov med Holtekollen, Rude Skov, Mølleådalen og naturområderne langs Furesøen. Der er 2 minutters gang til Holte Station og derfra kan man komme hurtigt videre med tog/bus.

Hvorfor

Der er lavet mange undersøgelser der viser, at det er være udendørs i sig selv, har betydning for børns trivsel. Skovbørnehavebørn har gennemsnitlig færre sygedage, er bedre til at koncentrere sig, er mere intelligente og mere tolerante end andre børn. Det konstateres også at børn og unge, der er fysisk aktive, har lettere ved at lære. Medierne fortæller os, at børn og unge svigter naturvidenskaben, får for lidt motion og spiser forkert. Vi har længe diskuteret hvordan vi kunne kombinere vores beliggenhed med de konstaterede problemstillinger, og det udmøntede sig i vores nuværende turdage.

Hvor ofte er vi ude?

Vi flytter een gang om ugen klasseværelset ud i naturen og kulturen. Det gælder vores 4 mindste klasser - 0./1., 2./3., 4./5., og 6./7.

Formål

Eleverne skal have oplevelser, viden og indsigt i, hvordan sammenhænge i naturen/kulturen er. Derudover skal de lære gode vaner om bevægelse og viden om kost. En sund og naturlig interesse for naturvidenskab kommer af sig selv.

Fag

Så mange fag som muligt skal involveres, og undervisningen indendørs skal, så vidt muligt, hænge sammen med den udendørs. Det er selfølgelig nemt når vi ser på idræt, fysik/kemi, biologi, geografi og historie, samt alle de praktiske fag. Men vi vil også gerne have dansk, engelsk og matematik i spil. Derfor sker planlægning af turdagene ofte i samarbejde med klassens andre lærere, således at emnerne hænger sammen med undervisningen i skolen.

Lærerkræfter

Der er fast to lærere på hver klasse under turdagene.

Hvor

Der er næsten ingen grænser for hvor turdagene finder sted. Noget sker på vores egen grund ved/på søen, men også skov, strand og museer bliver brugt, ligesom vi også samarbejder med skovdistrikter og naturvejledere. Kun meget sjældent afholder vejret os fra at gennemføre en planlagt turdag i naturen. Meget ofte bruger også skoletjenestens tilbud i forhold til undervisningen. Derfor har vi også siden 2004 haft årskort til Zoologisk have og Experimentarium. Siden 2008 har det også været en fast tradition at 6./7. klasse har afsluttet deres turdag med overnatning ved Strandmøllen. Der har vi lavet stjerneløb, natløb, bålmad, badet ved stranden og meget andet.

Evaluering frem til nu

Både elever, forældre og lærere oplever turdagene meget positivt. Vi har fået en gruppe elever, som nu færdes hjemmevant i naturen og har set, oplevet og fået sat i sammenhæng en mængde forskellig kultur - Kronborg, det gamle København, Zoo, Experimentarium, Statens Museum for Kunst, Botanisk Have, Zoologisk Museum og en masse andet.

Udover de forud skitserede mål, har vi oplevet nogle store sidegevindster i form af blandt andet en mere afslappet og behagelig elev opførsel i det offentlige rum. Vi arbejder selfølgelig også på at gøre eleverne bevidste om de risici, der er når man er meget ude. Hvad gør man i tordenvejr, ved hvepsestik osv.

Gode råd

Nedenstående er lavet med venlig inspiration fra Søllerød Skovbørnehave.

Når man skal være udendørs en hel skoledag, er der nogle ting, man skal være opmærksom på rent udstyrsmæssigt.

Alt udstyr skal være nemt for børnene selv at betjene og så let at bære som muligt.

Rygsæk: Let og rummelig, holdbar og bærevenlig i tilpas størrelse. Gerne vaskbar.

Mad/drikke: Madkasse uden skarpe kanter/hjørner. Så lille som muligt. Maden skal helst kun være pakket i pergamentpapir, ikke sølvpapir eller film. Ikke for klistret pålæg.

Drikkedunk: Skal helst være gennemsigtig, så man kan se evt. hvepse. Undgå søde drikkevarer i sommersæsonen.

Regntøj: Skal være vandtæt, bygetæt er ikke nok.

Vintertøj: Overtøj vindtæt og gerne vandafvisende. Til piger er todelt dragt bedst.

Sko: Lukkede sko er bedst når man skal gå i skovbund og lignende.

Vinterstøvler: Termostøvler eller læderstøvler.

Gummistøvler: Brede, altid med sål - husk at tage den op og tørre den. Der må desuden gerne være plads til en tyk sok.

Vanter/Hue: Efter temperament. Vantesele er godt. I regnvejr bliver hænderne kolde. Elefanthue er bedre end tørklæder.

Evt. skiftetøj: Tørre sokker og andet i plasticpose.

Husk navn på alle tingene

Særligt omkring årstiderne

Om sommeren er det godt med lukkede sko og lange bukser i skoven. Myggespray eller balsam er også fornuftigt. Det kan desuden være køligt i skyggen. Husk også evt. solcreme.

Om vinteren: Varm påklædning, men man skal kunne bevæge sig. Langærmet og/eller uldundertøj er godt. Lag man kan tage af er også bedst, hvis det bliver for varmt.

Mellemsæsonen er det ofte regnvejr. Vejret kan skifte hurtigt. Husk derfor ekstra tøj og regntøj.

Husk desuden at komme til tiden - hvis man skal med offentlig transport har man sjældent tid til at vente!